Hjælpen er altid nær

Hjælpen er altid nær

Øster Hurups Akuthjælperkorps yder den livsvigtige førstehjælp, inden ambulancen når frem

En cyklist er væltet og har slået sig under Øster Hurup afdelingen af TV 2 på tour’s motionscykelløb. Heldigvis er hjælpen nær. Akuthjælperen Dan Schüsler Vestergaard, der selv cykler med på touren, yder sammen med en akuthjælperkollega kvalificeret førstehjælp og vurderer, hvorvidt der er brug for yderligere behandling.

Uddannede frivillige yder den første hjælp

Ovenstående er bare et eksempel på nogle af de mange situationer, som Øster Hurups frivillige akuthjælpere bliver udsat for.

Andre gange tilkaldes de via en SMS, hvis der er behov for førstehjælp til en borger, inden ambulancen når frem.

  • Under 112-situtioner får vi en SMS med de samme informationer, som redderne i ambulancen får. Vi når først frem og kan yde den nødvendige førstehjælp, give hjertemassage og videregive tids- og livsparende observationer til redderne, så de er forberedte, når de når frem, fortæller Heidi Andersen.

Heidi Andersen er en af Øster Hurups 13 akuthjælpere, der i lidt over et år, har været med til at komme områdets syge og tilskadekomne til undsætning.

Akuthjælperne har været igennem et 24-timers undervisningsforløb i blandt andet førstehjælp, hjertemassage og brug af hjertestarter. Derudover efteruddannes de frivillige akuthjælpere to gange årligt.

Lange udrykningstider skaber behov for lokal akuthjælp

Akuthjælperkorps oprettes af Region Nordjylland i de af regionens yderområder, hvor der kan gå lang tid inden en ambulance når frem. Det var da også Heidi Andersens egen oplevelse med at vente på en ambulance, der fik hende til at blive akuthjælper.

– Jeg har selv prøvet at stå og vente på en ambulance med en datter, der ikke kunne få luft, så jeg ved af egen erfaring, hvor stort behovet for akuthjælp er, i minutterne inden Falck når frem.

Vejvisende førstehjælpere

I Øster Hurup tager det cirka 15 minutter før Falck kan nå frem fra Hadsund.  Inden da er Øster Hurups akuthjælpere allerede nået frem, har taget bestik af situationen, ydet den nødvendige førstehjælp og beroliget den syge eller tilskadekomne.

  • Vi sørger også for at afmærke og rydde vejen for ambulancen. Det kan især være vigtigt i vores sommerhusområder, hvor det ikke altid er let at finde rundt. Som lokale kan vi måske også guide ambulancen til en tidsbesparende smutvej, forklarer Heidi Andersen.